§ 1. Navn og Hjemsted
Klubbens navn er SNIK- badminton. Klubben er stiftet d. 1 oktober 1959. Klubben er hjemmehørende i Rudersdal Kommune Klubbens adresse er formandens bopæl. Klubben er gennem en af Dansk Badminton Forbunds kredse medlem af Dansk Badminton Forbund under Dansk idrætsforbund og DGI, Rundforbi Brugerråd og Rudersdal Idrætsråd. Klubben og hvert af klubbens medlemmer er således forpligtet til at rette sig efter de pågældende forbunds love, reglementer og bestemmelser herunder de fastsatte amatørregler. Klubben er endvidere gennem Dansk Badminton Forbund tilsluttet The International Badminton Federation.
§ 2. Formål.
Klubbens formål er at fremme udøvelsen af badminton i Rudersdalkommune for såvel motionister som turneringsspillere, hvadenten det er ungdom, seniorer eller veteraner. Med udgangspunkt i aktiviteten og i det forpligtende fællesskab styrkes folkeoplysningen og dermed medlemmernes evne og lyst til at tage ansvar for eget liv og til at deltage aktivt og engageret i samfundslivet.
§ 3. Medlemmer.
Klubben optager såvel aktive som passive medlemmer. Som aktive medlemmer kan optages alle, der ønsker at udøve badminton. Alle aktive medlemmer er desuden forpligtet til at deltage i arbejdet med at få klubben til at fungere. Som passive medlemmer kan optages alle, der har interesse for klubben og for badminton. Passive medlemmer kan ikke deltage i konkurrencer eller træning.
§ 4. Udmeldelse.
Et medlem skal udmelde sig til bestyrelsen. Hvis ikke medlemmet udmelder sig inden den ny sæson påbegyndes, opkræves kontigent for næste sæson automatisk.
§ 5. Kontingent.
Kontingentet for såvel aktive som passive medlemmer fastsættes af generalforsamlingen. I kontingentet er indbefattet kontingent til en af Dansk Badminton Forbunds kredse og til Dansk Badminton Forbund. Bestyrelsen kan i særlige tilfælde fritage et medlem, der indgiver skriftligt og nærmere motiveret ansøgning derom for betaling af kontingent, dog højst for en sæson ad gangen. Bestyrelsesmedlemmer og æresmedlemmer er kontingent fri. Æresmedlemmer udnævnes af bestyrelsen, som oftest for lang og tro tjeneste i klubben som bestyelsesmedlem, leder eller lign.
§ 6. Restance.
Når et medlem ikke betaler kontingent efter § 5 senest en måned efter forfaldsdato, skal klubben skriftligt anmode medlemmet om beløbets indbetaling inden 14 dage fra brevets dato. Er beløbet ikke betalt inden denne frist, kan bestyrelsen slette den pågældende som medlem af klubben. Restancen skal indbetales før ny indmeldelse kan finde sted.
§ 7. Økonomi.
Klubbens økonomiske fundament er medlemmernes indbetaling af kontingent.
§ 8. Eksklusion og karantæne.
Det er medlemmernes pligt ved træning, konkurrencer og på offentlige steder, hvor klubben repræsenteres, at optræde på værdig vis. Overtrædelse af nærværende paragraf kan efter bestyrelsens bestemmelse med 2/3 flertal medføre karantæne fra klubben eller i ekstraordinære tilfælde eksklusion af klubben hvis vedkommende har skadet klubben og dens omdømme. Ved karantæne forstås udelukkelse fra træning og konkurrencer i op til en måned. Vedkommende skal, inden bestyrelsen træffer sin beslutning have mulighed for at fremføre sit forsvar. Eksklusion kan kræves prøvet på førstkommende generalforsamling, der skal træffe beslutning med 2/3 flertal af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer.
§ 9. Bestyrelsen.
Klubben ledes af en bestyrelse på 5 – 7 medlemmer. Bestyrelsen omfatter en formand, kasserer og sekretær samt 2 – 4 medlemmer uden portefølje. Den daglige ledelse kan varetages af et eller flere af bestyrelsen nedsatte udvalg, der skal bestå af mindst 2 medlemmer, hvoraf det ene skal være medlem af bestyrelsen. Udvalgene er ansvarlige over for bestyrelsen, og større økonomiske dispositioner skal forelægges for bestyrelsen til godkendelse eller forkastelse.
Foreningen tegnes i økonomiske anledninger overfor Rudersdal Kommune samt i andre anliggender af bestyrelsens formand i forening med et bestyrelsesmedlem eller af 3 bestyrelsesmedlemmer i forening. Bestyrelsen vælger repræsentant til Rudersdals brugerbestyrelse.
§ 10. Bestyrelsesmøder.
Formanden indkalder til bestyrelsesmøde, når han finder det fornødent, eller når to af bestyrelsens medlemmer ønsker det. Formanden leder bestyrelsesmødet. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af den er tilstede. Afgørelser træffes ved almindeligt flertal, eksklusion og karantæne jf. dog § 8. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
§ 11. Protokol.
Over det på generalforsamlingen og bestyrelsesmøder passerede skal føres et referat, som for bestyrelsesmødernes vedkommende skal godkendes af tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.
§ 12. Regnskab og revision.
Der føres på bestyrelsens vegne et medlemskartotek samt bogholderi og regnskab, der til enhver tid udviser klubbens drift og økonomiske stilling på overskuelig måde. Regnskabsåret er kalenderåret. Kassereren skal senest inden udgangen af januar måned fremlægge et revideret regnskab for bestyrelsen. Regnskabet revideres af de på generalforsamlingen valgte revisorer, der til enhver tid kan forlange sig samtlige bilag og kassebeholdning forevist, og som overfor bestyrelsen er pligtig til at gøre opmærksom på dispositioner, som de finder uforsvarlige eller regnskabsmæssigt betænkeligt. Samtidig med, at regnskabet foreligger til klubbens årlige generalforsamling, skal revisorernes påtegning foreligge.
§ 13. Generalforsamling.
Generalforsamlingen har den højeste myndighed i alle klubbens anliggender. Ordinær generalforsamling skal afholdes i februar-marts måned. Generalforsamlingen, der ledes af en på denne valgt dirigent, indkaldes af bestyrelsen med mindst 14 dages varsel med udsendelse af dagsorden via hjemmeside, opslag og medlemmernes mail. Medlemmer der ønsker indkaldelsen med brev retter skriftlig henvendelse herom til bestyrelsen.
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, herunder medlemsforslag til ændring af vedtægterne, skal være bestyrelsen i hænde senest på ugedagen før generalforsamlingens afholdelse. Stemmeret på generalforsamlingen har alle aktive medlemmer af SNIK badminton. Dagsorden skal indeholde mindst følgende punkter :
1. Valg af dirigent
2. Beretning fra formanden
3. Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse
4. Indkomne forslag, herunder fastsættelse af kontingentet på basis af et for det kommende år udarbejdet budget.
5. Valg af :
5a Formand ( i lige årstal )
5b Kasserer og sekretær ( i ulige årstal )
5c Øvrige bestyrelses medlemmer og suppleanter vælges for 2-årig periode således at ½ vælges hvert år.
6. Valg af :
6a 2 Revisorer
6b Eventuelt revisorsuppleant
7. Eventuelt
§ 14. Generalforsamlingens beslutningsdygtighed.
På generalforsamlingen, der er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal, træffes beslutninger ved simpelt flertal. Ændringer i og tilføjelser til vedtægterne samt afgørelsen vedr. eksklusioner kræver dog 2/3 af de afgivne stemmer. Stemmeret kan kun udøves ved personligt fremmøde. Såfremt et tilstedeværende, stemmeberettiget medlem forlanger det, skal der afholdes hemmelig skriftlig afstemning.
§ 15. Ekstraordinær generalforsamling.
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes , når bestyrelsen finder det fornødent eller når mindst 5% af de stemmeberettigede medlemmer, dog mindst 10 medlemmer, skriftligt forlanger dette med angivelse af hvad der ønskes behandlet. Indvarslingen finder sted på den i § 13 angivne måde og skal, når den sker ifølge begæring fra medlemmerne, finde sted senest 30 dage efter kravets fremkomst.
§ 16. Klubbens opløsning.
Beslutningen om klubbens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særligt indkaldt ekstraordinær generalforsamling. Til denne beslutning kræves at mindst 1/2 af klubbens stemmeberettigede medlemmer er til stede, og til forslagets vedtagelse kræves at mindst ¾ af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny ekstraordinær generalforsamling , hvor beslutning træffes med mindst ¾ af de afgivne stemmer, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer der er til stede. På generalforsamlingen skal samtidig træffes beslutning om, hvorledes der skal forholdes med klubbens aktiver og passiver. Denne beslutning træffes med simpelt flertal. I tilfælde af klubbens opløsning skal den formue, der er i behold anvendes til et almennyttigt formål i Rudersdal Kommune.
Vedtaget på generalforsamlingen d. 31 marts 2005. Vedtægterne blev ændret på baggrund af den nye folkeoplysningslov og Søllerød Kommunes vejledning af 30 januar 2001 og skrivelse af 2004. Ændringerne vedrører formål ( § 2 ) og at børn skal have stemmeret, hvorfor 16 års grænsen er ophævet i § 3 og § 13..